Judith Hermann

Jeg har svært ved at få hold på, hvad jeg tænker om Judith Hermann som forfatter. Jeg var vildt begejstret for hendes roman/novellesamling Alice, som elegant bandt fem oplevelser af død sammen i stadigt mere intense fortællinger, mens jeg fandt hendes debut Sommerhaus, später meget mindre interessant. Hjem har mest tilfælles med Alice, men der er samtidig en ordknaphed og handlingsknaphed i personerne, der gør det svært at identificere sig med dem.

Den navnløse kvindelige fortæller har opgivet sin bolig i storbyen og er flyttet ud i et gammelt hus helt ude ved diget mod vest. Hun arbejder for sin storebror i hans café i en lille flække, og der er en mærkværdig følelse af, at hun både er kommet hjem og kommet ud, hvor hun ikke kan bunde. Datteren er er taget på jordomrejse, og så er hun drevet fra hendes far, der er prepper og bor i samme opgang, som hun selv har gjort.

Ude på landet finder hun nye bekendtskaber. Særligt den livskraftige kunstner Mimi, som hun bliver veninde med, og hendes bror Arild, der har overtaget slægtsgården, hvor han avler svin. Han er dygtig til det, og han arbejder hårdt, men der er en afgrund mellem fortællerens erfaring og et moderne landbrug med 0 ansatte, maskiner og mange, mange svin. Alligevel - eller netop derfor - er der en uheldsvanger tiltrækning mellem den.

Storebroderen har endelig, som tres-årig, oplevet ægte kærlighed. Han er forelsket en ung pige, der tager stoffer. Han kører hende ud til den lokale trailerpark, hvor hun forsvinder ind i en af vognene en times tid, og selvom det er åbenlyst for både fortælleren og læseren, hvad der foregår, så kan han ikke forstå det. Kærlighed gør i sandhed blind.

Som helt ung fik fortælleren tilbud om at rejse på krydstogt som assistent for en tryllekunstner. Hun havde kufferten pakket og var klar til at tage af sted, men noget holdt hende tilbage. Gennem hele bogen er der en fornemmelse af tabte muligheder, omsorgssvigt og følelsesmæssige uformåenhed, men der er også en stor og desperat længsel efter at høre til – kort sagt at finde hjem.

Jeg var meget glad for bogen, der er mørk og dyster, men også båret af fascination af de landområder, som byboere hovedsagligt oplever, når de er på ferie. Hermann er selv flyttet på landet efter at have boet hele sit liv i Berlin, og den erfaring giver romanen fylde og krop. Det er en tænkevækkende historie – men også en, man har behov for at læse igen på et tidspunkt for at få det hele med.… (altro)