Helle Helle

Jeg har flere gange hørt Helle Helle fortælle om sine bøger, og hun understreger altid, at hun hver gang laver stilistiske benspænd på sig selv for ikke at komme til at skrive noget nyt. Alligevel er hun en af de forfattere, der er nemmest at genkende, og der er noget umiskendeligt helle-hellesk over alle hendes bøger. Dermed ikke sagt, at det er kedeligt at læse hende – tværtimod er det altid en fornøjelse at læse, hvordan hun folder et ny aspekt af den moderne (kvindelige) tilværelse ud. Sådan er det også i Hafni fortæller.

Det viser sig at bogen starter med slutningen. Hovedpersonen Hafni sidder i sin bil på en rasteplads, hvor hun har ringet op til en gammel veninde – det viser sig at være datteren fra ’de’ og kæresten til hovedpersonen i ’Bob’ – som hun kender fra både opvæksten på Lolland og livet i København. De har ikke talt længe, men Hafni har behov for at lette sit hjerte, og det er den fortælling, der udgør bogen.

Åbningen er som sædvanligt lige på, ikke bare midt i handlingen men midt i en sætning:

”at hun skulle skilles. Hun holder på en rasteplads i nærheden af Ringe. Der er mark på den anden side af vejen, og en gravhøj. Måske vil hun aflægge den gravhøj et besøg, hvis ikke marken er for pluttet. Bøgen er langt fremme nu, grøn er vårens hæk. Hvornår har vi sidst talt sammen? siger hun. Det må være tretten år siden. Lige før årtusindskiftet. Så er det på plads.” (s.7)

Vi har altså at gøre med en midaldrende kvinde, der har taget hul på et nyt kapitel af sin tilværelse. Børnene er flyttet hjemmefra, og der er ikke rigtigt noget godt argument for at blive sammen med den mand, som hun aldrig var synderligt forelsket i. Hendes problem er bare, at hun har meget svært ved at sige nej til nogen, så det tøvende jo, hun havde i tankerne, blev til et ja og et rutinepræget ægteskab, som hun ikke rigtig kunne komme ud af, før børnene var fløjet fra reden.

Hafni har altid drømt om at tage på en tur gennem Danmark. Det skal være en tur præget af god mad fra berømte danske kroer. Turen går fra Sjælland over Fyn til Als, hvor det hele skal slutte med sønderjysk kagebord i Gråsten. Så nemt er det selvfølgelig ikke, for hun bliver hele tiden forsinket. Det kan være fordi hun drikker for meget til frokost, så hun ikke kan køre videre efter planen. Det kan være fordi hun støder ind i gruppe skolelærere på Sørup Herregård, hvor hun pludselig havner bag en busk med en idrætslærer. Eller det kan være fordi en tilfældig mand på en restaurant beder hende om at tag en mobiltelefon med til en tante på Als.

Undervejs hører vi glimt fra hendes tidligere liv. Det er særligt pinlige episoder, der bliver ved med at dukke op til overfladen, som f.eks. dengang hun mødte sin musiklærer, og svarede ham med en vittighed, fordi hun hørte, at hans kone havde fået kål, selvom han havde sagt KOL. Det er mange år siden, både konen og musiklæreren er døde, men det fjerner ikke skammen over at have opført sig upassende.

Hafni er splittet mellem sin nyfundne frihedstrang og ønsket om at høre til et sted. Da hun kommer til Nyborg bliver hun en hel uge i en campinghytte, og hun overvejer endda, om hun kan købe den og kalde den hendes. Hun trænger sig på hos et ægtepar, der har inviteret hende på kaffe og lidt løst sagt, at hun da bare skal komme tilbage, men så bliver det alligevel pinligt, da hun gør det, og så må hun afsted igen. Størst indtryk gør en mand, hun møder på et hotel ved Svendborg, og som hun spiser med flere gange. Hun tager endda med ham til Bogense, for han har også noget fortid, han skal konfrontere, men da han er for høflig til at tage initiativet og hun tøver for længe, er han væk igen.

Det kan virke meget trist, men der er også masser af håb. Selvom Hafni er ensom og nem at udnytte, byder tilværelsen hende på hjælpsomme mennesker og muligheden for nye kontakter, og når hun i sidste ende vælger at ringe til sin gamle veninde for at fortælle sin historie, er det udtryk for, at hun endelig er ved at komme ud af sin skal og tage kontrol over sin tilværelse igen.

Den historie er værd at læse, og den er skrevet i Helle Helles vidunderligt præcise prosa. Det er tydeligt, at hun kender de steder, som hun skriver om, og det giver bogen en særlig konkret kvalitet, at Hafnis opvækst på Lolland afspejles i udtryk som ’plutte’ og ’roekampagne’. Jeg var ikke helt så berørt af bogen, som jeg var af Dette burde skrives i nutid, men jeg var mere optaget af Hafnis historie, end jeg var af den mere distancerede fortælling om Bob.… (altro)

This is unquestionably the best fiction book I have read in recent memory. And I read a lot. Usually I have a bitter distaste for anything passive (passive main characters, passive-aggressive people). Technically I should hate this book. Because the narrator's nonchalant completely detached description of the events happening in her life should make me feel cold and distant from her. Instead, the barrage of minutiae she details on page after page after page, made me fiercely protective of her. I soon realized the passive approach was a technique that was working on me. We spend so much of our lives feeling we are in control, convincing ourselves things are not random, they can be brought about or avoided. What Helle is really saying by having events described passively, is that no matter what you think, you don't actually have as much control as you think. Things will happen to you and you can't do anything to stop them.

Through this technique I moved from sympathy to empathy to identification. Until at the end I was within there had been 100 more pages. Where was the part where it all works out? Where I get all the things she lost back?

Brilliant Brilliant book.… (altro)