Puk Damsgård

Talrige gange er Puk Damsgård dukket op i mit fjernsyn, når hun har rapporteret i DR fra Mellemøstens mange brændpunkter. Tidligere var basen Beirut, men Damsgård er rykket til Kairo, som nu er udgangspunktet for hendes rejser. Omdrejningspunktet i bogen er Yemen, der er plaget af en ødelæggende borgerkrig, hvor Saudi Arabien og Iran puster til ilden og støtter hver sin part. Damsgård er selvfølgelig ikke den første dansker, der har udforsket ”Det lykkelige Arabien” og hun forholder sig løbende til Carsten Niebuhr, der rejste i området i slutningen af 1700-tallet. Det er et navn, der stadig kan åbne døre i Yemen.

Bogen udfolder flere forskellige historier, der elegant bindes sammen. For det første er der fortællingerne fra Kairo, hvor Damsgård deler ud af sit privatliv. Hun omgås homoseksuelle, der kun kan ses i smug, og hun udforsker sit lokalområde, der er et tidligere jødisk kvarter. Efter anden verdenskrig blev det også hjemsted for tyske nazister, der fandt beskyttelse under Nasser og i øvrigt en ivrig aftager for deres antisemitiske skrifter.

Et andet spor handler om en rejse med containerskibet Titan. Det var det første skib, der sejlede gennem den udvidede Suez-kanal, et prestigeprojekt fra den nyeste farao al-Sisis side, men det ved besætningen ikke noget om. Damsgård står på i Marseille og sejler med hele vejen til Beirut, ned gennem kanalen og rundt om den arabiske halvø til Dubai. Det er en god anledning til at beskrive flygtningestrømme, konflikter og pirater fra søsiden, men det bliver også en fin fortælling om de kroatiske officerer og de menige filipinske søfolk, der holder verdenshandlen i gang, godt hjulpet af rigelige mængder smøger til bestikkelse, når det er nødvendigt.

Under en flyvning til Yemen har Damsgård mødt den unge læge Shifa. Hun er en selvstændig kvinde, der nægter at bøje sig for sin konservative brors krav om at blive gift. Hun drømmer om en fri tilværelse, hvor hun kan gøre som hun vil, og da det ikke er muligt i Yemen, begynder hun at kigge mod Europa. Damsgård skildrer fint, hvordan hendes journalistiske interesse forvandles til et venskab med Shifa, som hun skriver med og besøger i hjemlandet. Det er ikke så mærkeligt, at hun bekymrer sig for Shifas fremtid hjemme, og tilværelsen som flygtning er ikke meget mere tillokkende.

Endelig er der selve rejsen i Yemen, hvor Damsgård sammen med sin fixer og en lokal chauffør rejser gennem landet og undervejs både ser en af verdens ældste byer og rejser helt op i de bjerge, hvor arabica-kaffen først blev dyrket. Kaffen, som bogen er opkaldt efter, bliver et sindbillede på Det lykkelige Arabiens udvikling. Engang havde Yemen monopol på kaffeproduktionen, der sammen med krydderier og andre handelsvarer gjorde området til et civilisatorisk knudepunkt. Siden er kaffebuskene bredt ud over hele verden, mens den lokale kaffeproduktion er blevet et discountprodukt af dårlig kvalitet. Der er dog håb: En ung iværksætter er vendt hjem fra Californien og drømmer om at lancere en lokal gourmetkaffe, og selv i den fjerneste dal findes der mennesker som kaffebonden Muhammed, der gør hvad han kan for at støtte de mest udsatte børn i skolen.

Arabica er en forrygende erindringsbog og rejsefortælling. Damsgård blander sporene, skriver indsigtsfuldt om de mennesker hun møder og gør det hele i et medrivende og velformuleret sprog. Man bliver simpelthen klogere på en region, der er meget andet end de dramatiske historier, der finder vej til nyhedsstrømmen. Det er kun de sidste par kapitler om livet under corona-epidemien, der falder lidt til jorden.… (altro)