Great story. The following of five individuals is a great way to tell the story and get us into the details of what was going on. The thought that the weapons today are tens of hundreds of times more powerful are just so frightening. ( )

If you read nothing else this year, make it this book. Hugely important. A terrible story, told through the lives of 5 people. Full of agonizing details. The best kind of popular history. I believe the author spent something like 11 years researching and writing this masterpiece of historical witness. Meticulous scholarship and completely compelling. ( )

A little whiney

( )

Indeholder "Kort", "Forord", "Prolog", "Kapitel 1: Sammentræf", "Kapitel 2: Lysglimt", "Kapitel 3: Gløder", "Kapitel 4: Bestrålet", "Kapitel 5: Tiden sat i stå", "Kapitel 6: Op til overfladen", "Kapitel 7: Senere i livet", "Kapitel 8: For ikke at glemme", "Kapitel 9: Gaman", "Tak".

"Kort" viser Japan i dag og et kort over ødelæggelserne i Nagasaki, 1945.
"Forord" handler om at Susan Southard i 1986 var tolk for Taniguchi, som er en af de overlevende fra Nagasaki, dvs en af de hundrede tusinder af hibakusha. De yngste af dem er selvfølgelig føde i 1945, så de er over halvfjerds i skrivende stund. Susan undrede sig over at hun selv vidste så lidt, selv om hun har studeret på gode gymnasier og universiteter i USA og Japan. Over de næste 8 år lavede hun grundige interviews med Sumiteru Taniguchi, Mineko Dooh, Etsuko Nagano, Koichi Wada og Katsuji Yoshida.
"Prolog" handler om Nagasakis historie fra slutningen af 1500-tallet til 1940, hvor imperiet har sat sig selv skakmat ved enten at skulle acceptere et amerikansk krav om at trække sig ud af indokina og Kina eller at skulle indlede en krig for at erobre de engelske, franske, hollandske og amerikanske kolonier for at få adgang til råstoffer. Japan kan ikke vinde krigen men helt frem til sommeren 1945 er Nagasaki gået næsten uskadt igennem den.
"Kapitel 1: Sammentræf" handler om alle de sammentræf, der får netop de fem fra bogen til at overleve angrebet. Wada på 18 er konstant sulten og han kan tænke selv, så han har forsøgt at holde sig ude af krigen ved spille meget svagsynet og er derfor sporvognsstyrer på dagen. Nagano på 16 er også sulten og en af hendes jævnaldrende er så tynd at de kalder hende Senko (røgelsespind). Hendes søskende Kuniko og Sei-chan var egentlig evakueret til Kagoshima, men hun får dem med tilbage til Nagasaki, fordi hun ikke kan holde sin ensomhed ud. Pigen Dooh er 15, hun arbejder på en våbenfabrik, hendes storebror er død i et søslag og moderen har grædt i måneder i træk. I 1945 lider befolkningen af sult og tusinder har beriberi. Landet er ved at løbe tør for råstoffer og transportsystemet er slået i stykker. Men de kæmper videre og skolebørn samler harpiks til brug for brændstof i jagerfly. 3 millioner (over tre procent af befolkningen) var allerede døde i krigen. Men lederne fortsætter krigen, selv om den er meningsløs og håbløs. I USA har Truman taget over fra Roosevelt efter dennes død og atombomberne er ved at blive samlet. Den 6 august 1945 kl 8.15 om morgenen udsletter eller dødsdømmer Little Boy 140000 mennesker i Hiroshima. Flere øjenvidner fra Hiroshima melder den 8 august tilbage til Nagasakis by- og amtsledelse, så truslen står helt klar, men ikke hvad man kan gøre.
Taniguchi er 16 år og ved postvæsenet. Han får en ekstraopgave og hopper på en cykel. Drengen Yoshida på 13 og nogle af hans kammerater har overnattet i et beskyttelsesrum i skoven og er på vej til skolen. De pjækker en smule og gør holdt ved en brønd. Klokken er ti om formiddagen og bombeflyet Bockscar har opgivet det primære mål Kokura på grund af dårlig sigt (røg fra byen Yawata, der var blevet bombet dagen før) og er på vej mod det sekundære mål Nagasaki med Fat Man - en 5-tons tung kugleformet plutoniumsbombe. De har kun brændstof til en enkelt overflyvning, så mod ordrene lokaliserer de målet vha radar, men de når at se byen gennem et hul i skyerne og dropper bomben. Kun nogle få af byens indbyggere hører de to B-29 bombefly og søger dækning.
"Kapitel 2: Lysglimt" handler om bomben, der udløses kl 11.02 to en halv kilometer nord for det planlagte mål. Overalt i byen dør folk på mange måder, brændt, spiddet og knust. Yoshida bliver blæst 40 meter væk og havner i en oversvømmet rismark. Dooh er i fabrik, der bliver svært skadet. Tanigushi bliver indhentet af varmebølgen og kastet ned på vejen med ansigtet nedad. Hele hans ryg er brændt af. Wada sidder i en ventesal, der styrter sammen. Nagano er i en ombygget skole, der også styrter sammen. Men alle fem overlever.
Byen er forsvundet og tyve minutter efter begynder en olieagtig sort regn af forkullede partikler af radioaktiv aske at falde over Nishiyama-machi. Nagano tror først at det var en lokal eksplosion og løber mod Urakami-distriktet, hvor hun bor. Alt er væk. Yoshida har kigget direkte mod hypocentret trekvart kilometer derfra og hans ansigt er ukendeligt, selv for ham selv. Han og kammeraterne er voldsomt forbrændte, men dog i live. Dooh er blevet alvorligt såret af glassplinter og har brækket den ene arm. Tanigushi har fået brændt ryggen af.
Guvernøren i byen tror først at den er sluppet billigt, men så går det op for ham at han ingen rapporter har fået fra den nordlige del af byen, kun udkanten af Nagasaki har svaret tilbage! En time efter at bomben er faldet, går det op for ham at næsten ingen af de lægelige nødtjenester har overlevet. De fleste sygehuse, klinikker og nødstationer er simpelthen væk. Wada er sluppet billigt og hjælper til med oprydningen. Imens bræder ildebrande sig uhindret og fx Nagasakis medicinske universitet brænder ned til grunden. Selv om der faktisk er overlevende brandkorps gør den ødelagte vandforsyning slukningsarbejde umuligt. Nagano finder sin far og de forsøger at nå hjem, men standses af ilden. Et sted ser de en død hest, helt sværtet til, men stående på alle fire og med hovedet strakt mod himlen. Door kommer under behandling af lægen Miyajima og får renset sine sår. Taniguchi ligger stadig på jorden og venter på om nogen kommer og hjælper.
"Kapitel 3: Gløder" handler om Japans betingelser for fred. Nagasakis borgmester Jukichi Okada begiver sig som en af de første ind i hypocenterområdet og finder hele sin familie død i beskyttelsesrummet. Viceborgmesterens familie er også døde og Okada beretter til guvernøren at dødstallet er mindst 50.000 hvilket er langt over dennes vildeste mareridtsforestillinger. Guvernøren melder hver halve time status tilbage til indenrigsministeriet. Et tremandshold af dokumentarister kommer fra centralt hold for at dokumentere skaderne og de bliver lamslåede over ødelæggelserne og de mange lig. Militærpolitiets bygning er der stadig, men den er ødelagt i svær grad. Fotografen parkerer sine følelser og går igang med at fotografere et "ensfarvet, lydløst helvede". Imens leder overlevende efter deres familie og Yoshida bliver fundet. Han besvimer under transporten og vågner først fire måneder senere. Nagano finder sin lillebror Sei-chan på 9 år i live, men han er frygteligt forbrændt. Deres mor og Naganos lillesøster Kuniko har været begravet under ruinerne af deres hus, men er kommet fri og er relativt uskadte. Sei-chan dør næste dag og de brænder liget og moderen bærer asken rundt i en skål. Wada leder efter sin ven, Tanaka, kun for at finde ham utroligt forbrændt og lemlæstet hjemme i forældrenes hus, hvortil han har slæbt sig tilbage. Hans ene øje er knust og det andet øjenæble sidder smeltet fast på kinden. Kort efter dør Tanaka.
Imens tøver den japanske regering og det varer helt indtil den 14 august 1945 før overgivelsen er nået frem og accepteret af præsident Truman. Den 17 august er næsten alle kamphandlinger stoppet og ca 350 militære personer med hærens minister Anami i spidsen har begået rituelt selvmord, seppuku. Lettelsen over krigens afslutning breder sig sammen med spørgsmålet "Hvad skal vi gøre nu?"
"Kapitel 4: Bestrålet" handler om at tusinder begynder at få strålesyge. De får pletter på huden, betændelser mange steder og nogle dør en hurtig smertefuld død, andre en langsom hensygnen og en del kommer sig ganske langsomt. Japanske videnskabsmænd konkluderer hurtigt at sygdommene har noget med radioaktiviteten at gøre og man holder om med at frygte smitsomme epidemier, men hvad gør man ved strålesyge? En doktor Akizuki fører regnskab over de døde og kan se hvordan døden starter med at tage overlevende fra hypocentrum og fortsætter op ad bakkerne mod hospitalet, hvor han arbejder. Andre obducerer de døde og noterer at vævet er forfærdeligt ødelagt. Amerikanerne med Leslie Groves i spidsen benægter alle historier om strålesyge og lægger en hård censur på "den nye frie presse", som forbyder enhver omtale af lidelserne i Hiroshima og Nagasagi. Efter 5 år har bystyret endeligt gjort tabene nogenlunde op 73.884 døde og 74,909 śårede.
"Kapitel 5: Tiden sat i stå" handler om de år, hvor amerikansk censur lagde låg på alt, inklusive at der var censur (fri presse, go' morgen). Og de år det tog nogle af ofrene at komme sig nogenlunde, så de kunne stå, gå og få et sted at bo. Wada beslutter sig ca et år efter bomben til at holde op med at tænke på det. Yoshida er "heldig", for den tredje hudtransplantation bliver ikke afstødt og hans ansigt begynder at ligne et ansigt.
"Kapitel 6: Op til overfladen" handler om lægen Akizuki der ikke kan mere og flytter væk, men folk finder hurtigt ud af at han er læge og beder om hjælp, som han ikke kan afslå. Han kommer til kræfter ved egen hjælp og en omhyggelig udvalgt kost og får efterhånden publiceret småartikler om hvordan man kan hjælpe bombeofrene.
"Kapitel 7: Senere i livet" handler om hvordan de enkelte kommer videre, bliver gift, får børn, overvinder sygdom, men alligevel altid er præget af bomben. Sygdomme bliver ved at presse sig på. For børn der var tættere på end 1,5 kilometer fra hypocentrum og som var under 10 år, da bomben faldt, er leukæmirisikoen 18 gange større end normalt. Amerikanske læger fra ABCC dukker op, men deres forskning er hemmelig og de er kun interesseret i at betragte ofrene og ikke i at hjælpe dem.
"Kapitel 8: For ikke at glemme" handler om kampen for at få oplysninger om bomben og virkningerne frem fra de amerikanske arkiver på trods af modstand fra både den amerikanske og japanske regering og på trods af kampagner fra de amerikanske krigsveteranorganisationer, der helst så fortællingen om bomberne slutte med at bomberne blev kørt ud fra lageret og læsset på flyvemaskinerne.
"Kapitel 9: Gaman" handler om at udholde det uudholdelige og fortæller om den sidste del af de overlevendes liv.
"Tak" handler om de mange, specielt de 5 overlevende, der har hjulpet Susan Southard med bogen.

Vi følger fem overlevende fra bombningen af Nagasaki den niende august 1945 og deres liv efterfølgende. Susan Southard reflekterer over om bombningerne af Hiroshima og Nagasaki var nødvendige. I alt fald har de påført ofrene (overvejende civile) store lidelser. Gad vide om det kun er den danske udgave, der ingen farvefotos har?
Dooh døde 14 marts 2007, Yoshida 1 april 2010. ( )

The signature line of one of the atomic bomb survivors, who participated in educating youth about the bombing, whose life is one of the five main survivors’ lives followed in this account says a lot of what needs to be said: “The basis of peace is for people to understand the pain of others.”

With all the reading I thought I’d done I should have known the word hibakusha and its pronunciation but I didn’t. I do now.

This was not easy reading or particularly wise bedtime reading, but it was worth it. It’s excellent, powerfully told, incredibly well researched. It’s the perfect mix of history & biography. The research done was extensive. The personal stories, while heartbreaking, were also inspiring, and made the history perfectly come to life.

I felt such a mix of emotions as I read, mostly painful ones.

I think that the author’s choice to present the account(s) chronologically is brilliant, and I was glad to be introduced to the main people covered, with a bit of their histories too, at the time of the bombing, all ages 13 to 18 years old. The reader eventually sees why these five people in particular were chosen to follow. Many of their stories were heartbreaking, even prior to the bomb.

The five main people, for all their suffering, were strong and successful survivors, and many other specific people are more than mentioned too, but I couldn’t help thinking of all the unknown people killed outright, died as a result, or were otherwise affected, and remain anonymous.

This is a book that made me think, a lot. I wished I could talk to/tell my father, who parroted back the American government/military propaganda about the necessity/right choice of dropping the atomic bombs. I think he would have wanted to know the truth. Also, while there are lots of inspiring actions that were done, good people working for others as well as for themselves after the bombing, but my faith in human nature didn’t improve. Even in this instance, the activists fought for people’s rights only because they’d been personally affected. While laudable, I didn’t see too much involvement from people who hadn’t been involved in some way. I just kept thinking that this world is a horrible place for those who are alone, sick/injured, poor. It’s just one more historical/current instance where this seems true.

I really appreciated the maps (I always love maps in books) and one of the maps has information that wouldn’t easily be found on the internet as is, and I frequently referred to it.

I loved all the included photographs, with the people and places shown at different time periods.

The notes are much more interesting and well organized, by topic, than in most books, and are well worth reading.

I want all military leaders and world leaders and scientists and anyone with any power to read this book. I’m thinking in particular of 2 leaders, but I don’t know if this book has been translated into Korean and the other one doesn’t read, even briefs for work, and I don’t know if either care at all about other people, but all I know is that anyone who ever suggests for any reason the use of nuclear weapons should never be in a position of power to use them.

Even though I know the Contents page can likely be found online, many will not check it out, and reading it gives a good idea of the book’s contents & presentation, and its rigorous research, so:

Contents:

Maps viii
Preface vi
A Note on Japanese Names and Terms xix

Prologue 1
Chapter 1: Convergence 7
Chapter 2: Flashpoint 41
Chapter 3: Embers 65
Chapter 4: Exposed 96
Chapter 5: Time Suspended 131
Chapter 6: Emergence 164
Chapter 7: Afterlife 203
Chapter 8: Against Forgetting 236
Chapter 9: Gaman 273

Acknowledgments 303
Notes 307
Hibakusha Sources and Selected Bibiography 349
Index 373 (book ends on page 389) ( )