El sábado 26 de abril de 1986, ocurrió el peor accidente nuclear de la historia, en la central Vladímir Ilich Lenin, al norte de Ucrania, muy cerca de la ciudad de Chernóbil. La explosión del reactor, provocó una estela de muerte y enfermedades en los habitantes de la zona, además de un daño irreparable al medio ambiente. En su película Stalker (1979), Andréi Tarkovski abordaba un lugar postapocalíptico en el que sucedían cosas extrañas, un espacio desolado en el que solo quedan atisbos del dolor y heroísmo de otros tiempos. La realidad, siempre superando la ficción: los cuidadores de la planta abandonada en Chernóbil se llaman a sí mismos “stalkers”. La ganadora del Premio Nobel de Literatura en 2015, la bielorrusa Svetlana Aleksiévich, recopila en su libro Voces de Chernóbil las entrevistas recabadas a través de más de 10 años con los testigos del desastre nuclear. La periodista, por medio de un híbrido entre crónica, ensayo y documental, expone los testimonios de soldados, políticos, enfermeras, bomberos, científicos, madres de familia y niños, quienes describen en largos monólogos los estragos tanto físicos como psicológicos del horror en Chernóbil, un trágico evento en el que se concluye, la política rebasó a la ciencia y la humanidad. Dividido en los apartados: La tierra de los muertos, La corona de la creación y la admiración de la tristeza, Svetlana Aleksiévich deja que sus entrevistados hablen y conmuevan al lector, con relatos que hablan de amor, de esperanza y nostalgia por la vida antes del incidente. Todo el entorno queda envenenado y las personas viven medio muertas, mueren medio vivas. Lo relevante del volumen es poder dar voz a las victimas de la barbarie, que muchos años debieron permanecer calladas debido al control de la antigua URSS. En años más recientes, el infame turismo nuclear en Chernóbil, sigue lucrando con la tragedia de una zona que supura muerte y radiactividad; en el epílogo, la autora asegura que más de uno se sorprendería al conocer el interés que hay en el mundo por visitar ese lugar de peligro extremo. Aleksiévich y su maravilloso acercamiento al tema bélico en La guerra no tiene rostro de mujer y Los muchachos de zinc, aporta con Voces de Chernóbil un cúmulo de emociones que incluso al lector más apartado del tema, lo atrapará. La lectura del libro, puede completarse con la revisión de la soberbia miniserie de HBO Chernóbil (2019), una mirada cruda y real al desastre que, probablemente, sea una de las mejores series de todos los tiempos. ( )

Jeg var meget begejstret for Aleksijevitjs gennembrudsbog Krigen har ikke et kvindeligt ansigt, hvor hun indsamlede og komponerede kvinders erfaringer fra anden verdenskrig. Det var et perspektiv, der ikke var tydeligt i den ellers enorme sovjetiske litteratur om krigen. Hvis den store fædrelandskrig var Sovjetunionens ”finest hour”, så er Tjernobylkatastrofen et lavpunkt: Landets teknologiske prestige sank i grus, store områder blev forurenet – og fordi det hele gik så galt, blev sandheden undertrykt.

Bogen består tre dele plus forord og efterskrift. Den første del fokuserer på selve katastrofen, ikke så meget på de tekniske årsager, som ikke interesserer forfatteren, men responsen. Hun har opsøgt pårørende til de brandfolk, der blev sendt ind som de første uden nogen former for sikkerhedsudstyr, og særligt en af ung kvindes fortælling er chokerende. Hun følger med sin mand til Moskva, hvor han bliver indlagt på et specialiseret hospital. Her behandles han som et stykke giftigt affald, der langsomt falder fra hinanden og til slut må begraves i et blyforet kiste. Hendes kærlighed er rørende og tragisk.

Anden del spreder blikket ud. Forureningen driver nordpå fra Ukraine til Hviderusland, hvor store landområder bliver påvirket. Styret prøver at holde det hemmeligt, indtil det ikke længere er muligt. På det tidspunkt har tusinder deltaget i 1. maj parader i åben luft, og når livet fortsætter som normalt, så skyldes det ikke kun regimets kynisme. Det handler også om at strålingen er usynlig og uforståelig for de fleste. Hvorfor må man ikke bruge afgrøderne, når de ser sunde ud? Men selvfølgelig er der også kynisme. Ting der skulle blive i den forbudte zoner bliver transporteret væk og solgt.

Masseperspektivet handler også om de tusinder, der mobiliseres til at rydde op. Der er soldater som skal rydde landsbyer og skyde husdyr. Der er likvidatorer, som skal grave forurenet jord væk – og som selvfølgelig ender med at grave den ned et andet sted. Der er forskere som prøver at finde på løsninger, som ikke kan få dem gennemført. Og der er partifolk som forsvarer deres rolle i hele forløbet.

Tredje del skifter fokus til eftertidens – altså børnenes perspektiv. Det er fortællinger om en ny generation, der ikke har måttet lege uden for. Som er præget af leukæmi og andre sygdomme, som måske er født med handicap eller er blevet socialt udstødte, fordi de er evakueret fra de forurenede områder. Katastrofen er kommet lidt på afstand, men den har stadig overvældende virkning langt fra åstedet.

To billeder går igen, når Aleksijetitj og hendes kilder taler Tjernobyl. Det ene handler om, at forureningen har varslet en helt ny tid, hvor atomalderen for alvor har mistet sin uskyld. Det er ikke bare en enkelt reaktor, der er sprunget i luften; det er hele fremskridtstroen og mere specifikt tilliden til atomkraft som en sikker og ”god” teknologi. Og det skaber store sprækker i tilliden til det sovjetiske system, der både har prædiket værkernes ufarlighed og efterfølgende gjort alt for at dække over fejlene.

Det andet handler om katastrofen og katastrofebekæmpelsen som en krig. Det er et billede, som mange af informanterne bruger. Det handler om mobiliseringen af soldater til at rydde op, og det afspejler også dens enorme omfang og påvirkning af snart sagt alle aspekter af tilværelsen. Samtidig er det en krigssituation, der står i skarp kontrast til anden verdenskrig eller for den sags skyld til den krig med det kapitalistiske vesten, som man har forberedt sig på. ”Angrebet” er kommet indefra.

Aleksijevitj væver et imponerende billede af forskellige stemmer. Det er almindelig mennesker, der kommer til orde – selv partirepræsentanterne er langt nede i hierarkiet, små fisk der udfylder deres rolle i systemet. Jeg var særligt optaget af oplevelserne tæt på – fortællingerne om brandfolkene og om de mennesker, der bor i zonen efter katastrofen. Enten fordi de ikke vil flytte, eller for de tiltrækkes af fraværet af strukturer. Som bog føles Bøn for Tjernobyl ikke så helstøbt som Krigen har ikke et menneskeligt ansigt, men den er stadig en fascinerende afdækning af en begivenhed, som man selvfølgelig kender af navn men hvis konsekvenser alligevel har været fjerne og uhåndgribelige. ( )

A profound account of the experiences of people in Belarus to the accident and aftermath at the nuclear power plant in Chernobyl, Ukraine. This book is a really good example of how oral history can be used to capture stories that professional historians would miss. Read it. ( )

Impressionant relat del que va passar a Txornòbil i com ho va viure la gent. ( )

This is a difficult book to read. I’m not sure I’ll ever stop thinking about the stories these people told, their memories, their life and the horrible suffering after the disaster. “There’s nowhere to hide. Not underground, not underwater, not in the air.” ( )